Engle og Dæmoner - Skal vi synge en salme?

Engle Dæmoner salmer salmesang Ribe Domkirke

I en moderne tid, hvor verden kan føles fuld af grusomheder, kan man stille sig selv spørgsmålet: Er mennesket godt eller ondt?
Man kan få en følelse af, at der inde i os selv findes en kampplads, hvor det gode kæmper mod det onde, og vi kender vist alle billedet af englen og djævelen, der, siddende på hver sin skulder, kæmper om at overbevise og friste menneskets sind og tanker.

”Engle & Dæmoner - Skal vi synge en salme?” tager udgangspunkt i seks salmer, der alle kredser om ”det gode og det onde”. Gennem samtaler, bibeltekster, aktiviteter og sang skal eleverne arbejde både kristendomsfagligt, historisk og almenmenneskeligt med emnet. Forfatteren Cecilie Ekens børnebog ”Mørkebarnet” danner den røde tråd gennem forløbet.

Materialet er niveaudelt, så man kan arbejde på 3.-4. klasses niveau eller på 5.-6. klasses niveau.

I november 2020 inviteres alle deltagende skoler til salmesang med ”Engle & Dæmoner” i Ribe Domkirke.

MATERIALET BESTÅR AF:
En plakat til ophængning i klassen
En lærervejledning
Cecilie Ekens bog ”Mørkebarnet” samt adgang til e-bog via CFU
En CD med alle salmer indspillet af koret ved Lindknud & Hovborg kirker under ledelse af Gregers Kirkelund